FE’s Vagthavende skal kunne håndtere alt fra internationale kriser til interne analyser. Vagtholdene er derfor bemandet med erfarne medarbejdere, der kan holde mange bolde i luften og har flair for brugen af tekniske kommunikations- og informations systemer.
Du får et stort ansvar, og du skal holde hovedet koldt
FE’s Vagthavende Element (VH) er én af de centrale og døgnbemandede funktioner i FE og af stor betydning for FE’s samlede beredskab og opgaveløsning. VH-elementet holder døgnet rundt øje med udviklingen i den globale, regionale og lokale situation og skal ydermere håndtere alle henvendelser til og fra FE udenfor normal arbejdstid. Formålet er at erkende og varsle om udvikling og hændelser, der kan have betydning for dansk udenrigs- sikkerheds- og forsvarspolitik. Du har som vagthavende ansvaret for at iværksætte nødvendige tiltag.
Tjenesten vil være kendetegnet ved en vedvarende vekselvirkning mellem perioder med lav aktivitet og rutineprægede opgaver og perioder med øgede spændinger og høj aktivitet. Det er derfor vigtigt, at du kan bevare roen og overblikket, når spændingen og presset tager til.
Du skal som vagthavende lede et vagthold af erfarne kolleger, der indgår en fast vagtroste med to til tre vagter om ugen, et antal tilkaldevagter samt tjenestedage til funktionsuddannelse. Vi stiller særlige krav til responstid i forbindelse med alarmering, så du må ikke bo for langt væk.
Du og din baggrund er vigtig
Du er seniorsergent, og du har forståelse for Forsvarets organisation, opgaver og plads i det samlede danske beredskab, og du har kendskab til FE’s samvirke med Forsvarets myndigheder og kommandoer. Du har en operativ baggrund, gerne indenfor efterretningsområdet, og du har nu et ønske om at yde din indsats fra en mere central stabsfunktion.
Du er en god teamspiller, og du vægter samarbejde og dialog i din hverdag, hvor du tager din del af slæbet. Du er ikke bange for nye opgaver eller pludseligt opståede ændringer i rammer og vilkår. Du kan arbejde selvstændigt, hvis opgaven kræver det, og du kan bevare overblikket i kritiske situationer og holde fokus på opgaven, indtil den er afsluttet. Du er robust, og det er en fordel, hvis du har erfaring med arbejde i fast vagtturnus.
Du er god til at kommunikere mundtligt og skriftligt - både på dansk og engelsk - og dine IT-kompetencer er stærke. Du er oftest én af de den første, der udpeges til eller frivilligt tager et nyt it-system i brug, og du er vild med elektroniske spil og nye gadgets. Du har gode analytiske evner, og du kan formidle resultatet til tiden og på en let og overskuelig måde.
Du er rolig af natur, og forstår at skynde dig langsomt. Du har en systematisk og metodisk tilgang til dine opgaver. Du er også nysgerrig på, hvad der sker i verden, og det forventes af dig, at du har et godt indblik i både geopolitik og hvad der rører sig på det nationale område.
Er du rutineret oversergent og opfylder værnets krav til udnævnelse, kan du også søge.
Din nye arbejdsplads
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er Danmarks udenrigsefterretningstjeneste og arbejder – hemmeligt og åbent – for at beskytte Danmark og danske interesser i en foranderlig verden.
Vi er ikke alene om at beskytte Danmark, men vi er den eneste myndighed, der har fået mandat til at udnytte helt særlige midler til at afdække, hvad andre stater og udenlandske aktører forsøger at holde hemmeligt. Det giver mening for os at bidrage til fred, tryghed og sikkerhed for danskerne, både i den analoge og i den digitale verden og det gør vi ved at afdække, vurdere, rådgive om og modvirke både aktuelle trusler og trusler under udvikling.
Vi værdsætter styrken i vores mangfoldighed med dybe fagligheder og specialister og vi er en helt speciel og operativt orienteret vidensorganisation, der har mange forskellige opgaver, men fælles for dem alle er det vidensgrundlag, som vores efterretningsarbejde skaber.
FE har adresse på flere lokaliteter - dit faste tjenestested vil indledningsvis være Dragør.
Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer
Stillingen er en seniorsergentstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.
Stillingen kan besættes af en oversergent med et godt udviklingspotentiale og som vurderes klar til udnævnelse.
Ved ansøgning om en ny stilling i Forsvarsministeriets område, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.
Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse internationale operationer.
Sådan søger du stillingen
Du skal sende din ansøgning, CV og seneste FOKUS via stillingsopslaget, senest den 23. april 2025.
Vi forventer, at de indledende ansættelsessamtaler vil finde sted i uge 18 og stiler mod en ansættelse fra 1. august 2025. Vi opfordrer alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner på 22800@ddis.dk, hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker flere oplysninger. Du bedes skrive ”VH – befalingsmand” i emnefeltet.
Du kan også læse mere på www.fe-ddis.dk, hvor du blandt andet finder vores beretning ”INDBLIK”, hvor du bl.a. kan få oplysninger om FE´s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige forhold.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
Element Materials Technology, København,
Erfaren pressekonsulent til Rigspolitiet
Politi, København,