Er du søofficer med et ønske om at skabe fremtidens uddannelse for søofficerer, så de med fornøden dristighed kan lede fremtidens søværn? Er du klar til at være rollemodel for op til 350 kadetter? Har du respekt for den historie og de traditioner, som udgør fundamentet for den sømilitære profession?
Om os
Staben på Søværnets Officersskole (SOS) består af 15 dygtige, arbejdsomme og engagerede civile og militære medarbejdere, hvis fokus udelukkende er på at uddanne og udvikle de bedste søofficerer til Søværnet. Ud over staben er der til SOS knyttet mere end 20 fagligt og akademisk stærke lærere fra Forsvarsakademiets institutter. Aktuelt er der omkring 150 kadetter/kadetaspiranter under uddannelse, og antallet forventes at vokse op til 350 kadetter/kadetaspiranter i de kommende år.
SOS er sammen med de øvrige officersskoler organiseret som selvstændige enheder under Forsvarsakademiet. Søværnets Sergentskole (SSS) er underlagt SOS, hvilket giver skolerne en optimal mulighed for at skabe en røde tråd i officersuddannelserne - fra officersbasisuddannelsen ved SSS over funktionsuddannelserne til den afsluttende diplomuddannelse på SOS.
På SSS/SOS ønsker vi at tilbyde nogle af Danmarks mest attraktive uddannelser samtidig med, at vi respekterer vores sømilitære historie, traditioner og kultur. Vi har plads til forskellighed, men trækker alle i samme retning, når beslutningen er truffet.
Om stillingen
Stillingen har en meget koordinerende i karakter. Du får muligheden for at planlægge, gennemføre og udvikle skolens tre nye professionsuddannelser. Stillingen vil indgå i et team med studielederen, som har ansvaret for de nuværende uddannelser. Udviklingen af de tre professionsuddannelser indebærer et tæt samarbejde mellem SOS STAB, FAK institutter, Forsvarskommandoen og Søværnet.
Stillingen indeholder – ud over – udviklingen af de tre professionsuddannelser en efterfølgende periode, hvor fokus vil være på kvalitetssikring af uddannelserne. Kort opsummeret får du lov til at forme de tre uddannelsesretninger og derefter sikre, at uddannelserne indeholde det ønskede.
Stillingen stiller på den baggrund krav til din fleksibilitet, herunder at du er i stand til at veksle imellem rollerne som chef/leder, koordinator og sagsbehandler. Som leder for professionsuddannelserne refererer du til skolens næstkommanderende, og du indgår i skolens ledelsesteam. Arbejdsbelastningen kan være svingende, og der kan være rejseaktivitet på ca. 15-20 dage om året i forbindelse med mødeaktivitet med Søværnets myndigheder og enheder, seminarer samt studierejser i ind- og udland.
Om dig
Du er en dygtig og resultatorienteret orlogskaptajn. Du har erfaring med at løse komplekse problemstillinger, hvor flere forskellige myndigheder har interesse. Du har en solid faglighed og baggrund fra Søværnet samt en fremadskuende og udviklingsorienteret tilgang til dit arbejde. Vi forventer også, at du har stærke samarbejdsevner, da det mangesidede og akademiske uddannelsesmiljø på Forsvarsakademiet forudsætter evner til at skabe gode samarbejdsrelationer. Det er endvidere vigtigt, at du er kommunikationsstærk og i besiddelse af et godt humør.
Du trives ved at fremstå som rollemodel – både over for kollegaer, medarbejdere og ikke mindst kadetterne på SOS.
Du har kendskab til Søværnets officersuddannelser og har en opdateret operativ erfaring fra Søværnets sejlende enheder. Din uddannelsesmæssige retning (teknisk eller taktisk) er ikke væsentlig, men vi lægger vægt på, at du har stærke relationer ud i det operative Søværn.
Ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.
Stillingen er indplaceret i løngruppe 5, som omfatter majorer og orlogskaptajner.
Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal blandt andet kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Kontakt og ansøgning
Du er meget velkommen til at høre mere om stillingen hos chefen for SOS, kommandør René Fuglsig eller NK SOS orlogskaptajn Peter Korfits Frank. Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du ringe til HR-konsulent Britt Holde på telefon 728 19143.
Ansøgningsfristen er 18. maj 2025. Vi forventer at gennemføre umiddelbart efter ansøgningsfristen. Stillingen er ledig til besættelse 1. juni 2025 - eller snarest derefter.
Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale. FOKUS og referencer kan medsendes, men er ikke et krav.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at forskellighed optimerer opgaveløsningen gennem diversitet og nytænkning. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Forsvarsakademiet
Forsvarsakademiet (FAK) bidrager til Forsvarets opgaveløsning ved at levere relevante og tidssvarende uddannelser samt forskning og rådgivning til Forsvarets medarbejdere og myndigheder. Dertil støtter FAK koncernen med kursusadministration samt vejledning i pædagogik og digitale læringsformer.
FAK består af tjenestesteder i henholdsvis København, Varde, Karup og Frederikshavn og udbyder grund- og videreuddannelserne, herunder sergent- og officersuddannelser, inkl. sprogofficersuddannelsen, Den Militære Akademiuddannelse samt Master i Militære Studier. Derudover udbyder FAK en lang række efteruddannelser, der bidrager til, at Forsvarets medarbejdere og reserven kan løse deres opgaver effektivt og professionelt gennem hele karrieren.
FAK gennemfører forskning og udvikling indenfor de tre militære kerneområder; militære operationer, militær strategi og militær ledelse samt tilknyttede områder som krigshistorie, kulturforståelse og militær teknologi. FAK indgår i samarbejder med både danske og udenlandske forsknings- og uddannelsesinstitutioner og bidrager til udvikling af NATO's doktriner og forskningsprojekter. Vidensproduktionen understøtter uddannelserne, men anvendes og formidles også bredt til gavn for Forsvaret, nationale og internationale samarbejdspartnere samt samfundet som helhed. Læs mere på fak.dk.
Leder for Professionsuddannelse ved Søværnets Officersskole
Forsvaret, København,
Studieleder/Søværnets Officersskole/København
Forsvaret, København,