Vil du være med til at opbygge Forsvarets dronekapacitet
Vil du være med til at indkøbe, opdatere og udvikle Forsvarets droner? Er du med på at specialisere dig i tekniske detaljer og omsætte din viden til direkte støtte for soldaterne på kamppladsen? Så er her den helt rigtige mulighed. Du må gerne være nyuddannet, så længe du er fagligt interesseret, er fyldt med energi og gå-på mod og er med på at fordybe dig i teknikken.
Om os
Kapacitetscenteret for Uncrewed Aircraft Systems indkøber, implementerer, opdaterer og drifter droner til hele Forsvaret, fra de helt små mandbårne droner til de større taktiske overvågningsdroner (NATO Class I & II). Vi er omdrejningspunktet for udvælgelse, indkøb og løbende opdatering af droner til hele Forsvaret og andre myndigheder.
Dronerne har vendt op og ned på den måde der føres krig, og vi har ansvaret for at Forsvaret, Hjemmeværnet og andre myndigheder altid har de relevante og rigtige droner til rådighed. Det betyder at vi lige nu står overfor hvad nogen kalder en revolution af moderne krigsførsel. Så hvis du vil være med til at bringe det danske forsvar videre ind i dronernes tidsalder, så læs videre herunder.
Om stillingerne
Lige nu søger vi to nye kollegaer. Indholdet i de to stillinger kan du læse om her:
Angrebsdroner og Loitering Munitions
Vi søger en kollega, som hurtigt skal være klar til købe forskellige typer af angrebsdroner og Loitering Munitions. Du har helt sikkert hørt om begreber som både FPV One Way Attack og Deep Strike fra krigen i Ukraine. Du kommer til at arbejde som en central person i et bredt fællesskab af interesser i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse. For i dette job skal du arbejde sammen med eksperter inden for ammunition, radiokommunikation, jamming og flyteknik. Og du skal samle trådene, så vi lykkes med at skabe større kampkraft i Forsvaret.
Mindre militære droner og sensorer
Vi søger en kollega, som skaber værdi gennem etableringen af et nyt samarbejde – det direkte samarbejde mellem brugere og industri. Du har din tekniske viden på plads inden for et eller flere relevante teknologiområder. Det kan være droners grundlæggende opbygning, sensorteknologier, robotteknologi eller software og AI. Du kommer nemlig til at facilitere det samarbejde mellem brugere og industri, som vi ved er uundværligt, når vi løbende skal holde dronerne relevante på kamppladsen. Derfor skal du med din tekniske viden kunne støtte brugerne i en tæt teknisk dialog med leverandørernes udviklere.
Fælles for de to stillinger er at vi rejser en del – og det gælder også for dig. Det kan være til industrimesser eller møder hos leverandører og i internationale samarbejder, fx det nordiske forsvarssamarbejde (NORDEFCO). Men også besøg ved Forsvarets myndigheder, for at opleve hvordan soldaten bruger vores droner. Afhængigt af din baggrund og den stilling du bliver ansat i, kommer du til at se frem mod kompetenceudvikling, der gør dig til vores ekspert på et udvalgt teknologiområde. Udviklingsmulighederne er mange – og udviklingen går stærkt.
Om dig
For at lykkes med og trives i jobbet, tænker vi, at du blandt andet er:
- Som civil – uddannet inden for et relevant teknologisk område. Det kunne f.eks. være en relevant ingeniøruddannelse.
- Som militært ansat – enten uddannet seniorsergent eller officer med viden inden for droneområdet, forsvarets logistiske virksomhed eller FMI arbejdsgange og anskaffelsesprocesser.
- Nysgerrig, åben i både den faglige udvikling og i dialogen med soldater, tekniske og akademiske FMI-kollegaer og leverandører med forskellige baggrunde.
Du må gerne være nyuddannet, så længe du er fagligt interesseret, er fyldt med energi og gå-på mod og er med på at fordybe dig i teknik.
-
Ansættelsesvilkår
Som militiær ansøger ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst.
Da stillingen er slået op militært på flere niveauer vil ansættelse ske med indplacering med i din nuværende grad.
Som seniorsergent er stillingen på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.
Som officer besættes stillingen efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet. Stillingen er indplaceret i løngruppe 3 som premierløjtnant hhv. løngruppe 4, som omfatter kaptajn og kaptajnløjtnant.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte officerer i Forsvaret.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Militært er ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse i internationale operationer.
Såfremt du er udpeget til INTOPS, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.
Arbejdsstedet er i Ballerup.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Kapacitetscentermanager KN Johan K. Gad på telefon 40133135. Send gerne en sms først, så bliver du ringet op når muligheden er der.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår som seniorsergent, kan du kontakte HR-konsulent seniorsergent René Lund ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 72 81 91 68 eller på mail FPS-RJL@MIL.DK.
Som officer er du meget velkommen til at kontakte HR-konsulent Anders Erik Filtenborg på telefon 7281 9178.
Ansøgningsfristen er den 14. april 2025. Samtaler forventes afholdt i uge 18 og 19.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis eller svendebrev. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM FORSVARSMINISTERIETS MATERIEL- OG INDKØBSSTYRELSE
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet.
FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for.