Vil du være med til at sikre, at vores dygtige og dedikerede kliniske personale har forudsætningerne for at levere høj kvalitet og skabe værdi for hver enkelt patient?
Kan du se dig selv arbejde i psykiatrien?
Vi tilbyder et attraktivt job med fokus på faglig kvalitet, hvor du har mulighed for at præge jobbets indhold og gøre en forskel. Det er helt centralt for os altid at levere høj faglig kvalitet og sikre sammenhængende patientforløb. En væsentlig forudsætning for at det lykkes er, at vi har et stærkt team, der varetager de understøttende administrative funktioner.
Du vil blive en del af centrets centrale administrative stab og vil referere til administrationschefen. Økonomiteamet består af 2-3 økonomer og en teamkoordinator. I staben lægger vi stor vægt på høj trivsel og tværfagligt samarbejde som en forudsætning for at kunne levere høj faglig kvalitet. Hver især har vi ekspertise og erfaringer, og det er vigtigt, at vi bruger hinanden og sammen skaber de bedste løsninger.
Vi sidder i kontorfællesskaber og du kommer til at sidde sammen med 3-5 kollegaer.
Arbejdsopgaver og ansvarsområder
I staben løser vi opgaver indenfor økonomistyring, budgettering, regnskab, planlægning, kvalitet og forbedring, personaleadministration, arbejdsmiljø, ledelsessekretærbistand m.m.
Stillingen er en støttefunktion for centerledelsen såvel som centrets afsnit. Du indgår dermed i et tæt samarbejde med centerledelsen samt øvrige ledere vedrørende løbende opfølgning på økonomi. Dertil har du ansvaret for budgettering, opfølgning samt rapportering på interne og eksterne projekter, hvor du samarbejder med forskellige projektledere. Indholdet i stillingen er meget drift orienteret, men udvikling af metoder, arbejdsgange, systemer fylder også en lille del.
Opgaverne vil variere, men opfatter bl.a.:
- Budgettering af løn og øvrig drift
- Udtræk og analyse af driftsdata fra bl.a. SAP samt Silkeborg Data – Datawarehouse
- Arbejde med Power BI rapporterings- og analyseværktøj
- Have et vedholdende fokus på at tilvejebringe og målrette data til ledere, så de har grundlag til at træffe datadrevne beslutninger
- Fakturahåndtering i SAP samt vedligeholdelse af brugeradgange
Om Psykiatrisk Center Ballerup
Psykiatrisk Center Ballerup er en del af Region Hovedstadens Psykiatri og har ca. 700 årsværk og et samlet budget på 0,5 mia. kr.
Centret har en samlet kapacitet på 160 sengepladser, med en lang række ambulante tilbud, døgnåben akutmodtagelse og 5 intensive afsnit. Vi har lands- og specialfunktion for døvepsykiatri, transkulturel psykiatri og spiseforstyrrelser.
Vi arbejder målrettet med forbedringskulturen i vores fortsatte bestræbelser på at kompetenceudvikle, overholde udrednings- og behandlingsretten samt minimere anvendelsen af tvang.
Ønskede kvalifikationer
For at blive taget i betragtning til stillingen skal du gerne have en akademisk baggrund, f.eks. cand.merc., cand.polit. eller være HK-specialist indenfor økonomistyring. Det er en fordel, hvis du har erfaring med Silkeborg Data, SAP og Power BI.
Du kunne blandt andet have erfaring fra et budget-/økonomikontor i sundhedsvæsenet eller lign. i den offentlige sektor.
Vi forestiller os, at du:
- Arbejder metodisk, er kvalitetsbevidst samt har sans for tal og analyse.
- Er administrativ stærk, har blik for og kan skabe gode og sammenhængende løsninger.
- Sikrer fremdrift, går forrest i den konkrete opgaveløsning, er vedholdende og har drive og gennemslagskraft til at føre opgaver helt i mål: opgaver – store som små – løses fra a-z.
- Er serviceminded og god til at samarbejde, hvilket også indebærer evnen til at videreformidle din ekspertviden på en god og let forståelig måde til samarbejdspartnere, der ikke har samme økonomiske indsigt.
- Arbejder selvstændigt og tager naturligt ansvar
- Kan håndtere og trives med at have mange bolde i luften uden at miste overblikket
Ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer med tiltrædelse efter aftale.
Der vil være mulighed for hjemmearbejde efter aftale.
Du ansættes i henhold til overenskomst for akademikere ansat i regioner m.v. eller i henhold til overenskomst for administrations- og IT-personale m.fl. Du er under ansættelsen omfattet af de til enhver tid gældende arbejdstidsregler indgået mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og HK Kommunal.
Ansøgningsprocedure
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte teamkoordinator Tasja Toft på telefon 5054 8704 Tasja.gustava.toft.01@regionh.dk. eller
Du kan også kontakte konst. administrationschef Mikkel Strøm på 5144 6864.
Ansøgning, CV, uddannelsespapirer og andre relevante dokumenter sendes via linket her på siden.
Ansøgningsfrist: 23. april 2025.
Vi glæder os til at læse din ansøgning og indkalder til ansættelsessamtaler torsdag den 28. april 2025.