Er du vores nye klasselærer til kommende 9.-10. klasse?
Klassens elever er primært inden for autismespektret, men der er også en elev med cerebral parese. Det faglige niveau spænder bredt. Trods elevernes forskelligheder vægter vi et fælles afsæt i undervisningen. Du vil derfor skulle undervise i et fælles forløb ud fra Steiner-skolernes lærerplan, der er individuelt tilpasset.
Din pædagogiske indføling i eleverne er af stor betydning, den er en betingelse for at kunne nå eleverne, og bruges aktivt i din planlægning og i undervisningen. Desuden er det en tydelig form på skoledagen i klasseværelset, som skaber tryghed for eleverne.
En varm og respektfuld relation til eleverne er grundlaget for vores arbejde.
Vi forventer, at du er uddannet lærer/har erfaring med undervisning, og at du har kurser/praktisk erfaring inden for Steinerpædagogikken. Vi forventer også, at du brænder for at kombinere det lærerfaglige med det helsepædagogiske, og at du har erfaring med specialområdet.
Det er vigtigt, at du kan inddrage den kunstneriske dimension i undervisningen.
På skolen går 20 elever. Foruden dig er der 12 medarbejdere, som er knyttet til de enkelte klasser/elever. Vi har alle et tæt pædagogisk og lærerfagligt samarbejde. I Specialklasserne er det en vigtig del af vores arbejde at fordybe os i børnenes væsen, da vi arbejder ud fra Rudolf Steiners pædagogiske principper. Vi arbejder derfor også med selvopdragelse, som kræver en åbenhed til at se på sig selv i relationen til eleverne og sine kollegaer og til at udvikle sig.
Det er en fast stilling på ca. 30 timer ugentligt, løn efter overenskomst.
Ansættelsen er pr. 1. august 2025 (gerne med opstart/besøg inden sommerferien).
Send din ansøgning senest d. 16. maj 2025 til: info@specialklasserne.dk. Mærk ansøgningen ’lærer’. Vi behandler ansøgningerne løbende.
Du kan læse mere om skolen på vores hjemmeside www.specialklasserne.dk