Center for Skole og Læring søger en uddannelsesleder, der i samarbejde med kolleger i centerledelsen, vores engagerede medarbejdere og dedikerede studerende er optaget af at uddanne dygtige lærere til Region Sjællands skoler, udvikle studiemiljøet på campus og bidrage til den samlede udvikling i Center for Skole og Læring.
På Absalon lægger vi vægt på, at vores studerende oplever et fagligt og socialt inkluderende miljø, hvor de tydeligt kan mærke deres kommende profession. Vores studerende træner og øver deres professionelle kunnen gennem deres uddannelse og de indgår i et nært studiemiljø, hvor underviserne kender, følger og udfordrer dem fagligt gennem hele uddannelsen.
Du skal engagere dig i denne opgave samt bidrage til det gode arbejdsfællesskab både blandt medarbejdere og i den samlede centerledelse.
Du har stærke relationelle kompetencer og har interesse for og/eller erfaring med skole og læreruddannelse. Du er nysgerrig og optaget af uddannelse og den konkrete dannelsesproces, som uddannelse udgør i unge menneskers liv. Derudover kan du se dig selv i følgende:
Du har interesse for og/eller erfaring med personaleledelse af vidensmedarbejdere. Du er lyttende og trives med dialogisk ledelse. Du er i stand til at udfordre hver enkelt og skabe et stærkt arbejdsfællesskab om det, vi skal lykkes med.
Faglig ledelse. Du har interesse for at påtage dig fagligt ledelsesansvar for udvalgte områder af læreruddannelsen på tværs af Absalons samlede læreruddannelse som led i realiseringen af den nye læreruddannelse, der havde sit første optag af studerende sommeren 2023. Du er i stand til at gribe muligheder og sætte dem ind i en større strategisk sammenhæng.
Du har personlig gennemslagskraft, en stærk integritet og er optaget af at udvikle dig som leder igennem hele dit arbejdsliv. Du er en udpræget holdspiller og indgår engageret i samspil med medarbejdere, dine lederkolleger og studerende. Du trives med en uformel og uhøjtidelig jargon, hvor vi lægger vægt på et godt arbejdsmiljø, og hvor vi sammen drøfter de dilemmaer, vi møder. Du er i stand til at håndtere og prioritere i modsatrettede krav og forventninger, som er en uundgåelig del af hverdagens mange hensyn. Du bidrager til at finde løsninger og gode kompromisser med hensyntagen til forskellige aktørers forskelligartede perspektiver.
Du skal være optaget af at udvikle bl.a. den organisatoriske ledelse. Du bliver en del af et stærkt og samarbejdsorienteret center og en ambitiøs professionshøjskole. Internt i centeret arbejdes der med udfoldelse af de potentialer, der ligger i samspillet mellem centerets efter- og videreuddannelse, forskning og udvikling, læreruddannelsen og CFU (Center for Undervisningsmidler). Du skal være optaget af at udvikle synergier, fx ved at vi i centeret omsætter resultater fra forskning og udvikling til undervisning på læreruddannelsen og i efter- og videreuddannelse, opsøger synergien mellem CFU-aktiviteter og læreruddannelse mv. Dette kræver tæt samarbejde med de kolleger i centerledelsen, som har det tværgående ansvar for disse områder. Ligeledes skal du bidrage til konstruktiv og kontinuerlig udvikling af det tværgående samarbejde mellem Center for Skole og Læring, andre centre og relevante fællesfunktioner i Absalon.
Derudover forestiller vi os, at du:
Du bliver personaleleder for ca. 20 engagerede og fagligt meget kompetente medarbejdere, som løser opgaver i centeret – både på læreruddannelsen og i centerets efter-og videreuddannelsesaktivitet samt i forsknings- og udviklingsprojekter. Nogle medarbejdere løser også opgaver i CFU. Du får derfor en rolle i udviklingen af hele Center for Skole og Læring, da du bliver en del af den samlede centerledelse.
Personaleledelse. Du formår at lede vidensmedarbejdere, der løser opgaver i hele Center for Skole og Læring, og du arbejder ledelsesmæssigt med de synergier, der er mellem løsning af opgaver på læreruddannelsen, i efter- og videreuddannelsen, med forsknings- og udviklingsopgaver samt opgaver i CFU. Som personaleleder udarbejder du i samarbejde med centerledelsen og i dialog med egne medarbejdere opgaveporteføljer ud fra den aftalte allokeringsproces i Center for Skole og Læring og på Absalon.
Faglig ledelse. Ved ansættelsen aftales faglige ansvarsområder, som bl.a. kan omfatte rekruttering/faglig brobygning i samarbejde med ungdomsuddannelser, den internationale profil på læreruddannelsen i Vordingborg, samarbejde med det nyetablerede LifeLab mv.
Kontakt til samarbejdspartnere. Som uddannelsesleder for læreruddannelsen vil du have samarbejde med de lokale ungdomsuddannelser bl.a. om faglig brobygning. Derudover vil du have kontakt med regionens skoler i forbindelse med de studerendes praktik, herunder også samarbejde med internationale skoler i samarbejde med koordinator på området. Som del af en samlet centerledelse vil du ligeledes blive involveret i sektorsamarbejde, bl.a. i forbindelse med Forum for Læreruddannelsens Ledernetværk. Her vil du indgå i samarbejde med uddannelsesledere fra de øvrige professionshøjskoler i Danmark om realiseringen af den nye læreruddannelse. Læreruddannelsen arbejder tæt sammen på landsplan, og du vil naturligt blive involveret i dette arbejde.
Driftsledelse. På Absalon lægger vi vægt på, at de overordnede strategier kan mærkes i den daglige drift. I samarbejde med de øvrige uddannelsesledere får du ansvar for den daglige drift af læreruddannelsen. Driftsledelse handler bl.a. om løbende at følge med i kvalitetssikringen af vores udbud og følge op, når der er behov, samt at have den kontinuerlige kontakt med studerende og sikre, at aftalte tiltag finder sted.
Center for Skole og Læring består af ca. 180 medarbejdere, der arbejder med grunduddannelse til lærer, efter- og videreuddannelse samt anvendelsesorienteret forskning og udvikling inden for skoleområdet. Derudover er CFU en central del af Center for Skole og Læring.
Du bliver en del af en samlet centerledelse med i alt seks uddannelsesledere, en CFU-leder og en centerchef, som sammen arbejder for at realisere Absalons strategi inden for skoleområdet. Centerledelsen er en samarbejdsorienteret gruppe med stort engagement og en undersøgende tilgang til de opgaver, vi sammen løser. Vi værdsætter gode faglige dialoger, der sikrer de bedst mulige beslutninger. Vi trives med et godt grin og en uhøjtidelig jargon og vi lægger vægt på involvering og et godt arbejdsmiljø i hele centeret.
Dit primære ansættelsessted bliver Campus Vordingborg. Der vil være møder på Absalons øvrige campusser, særligt i Roskilde, og der vil derfor være kørsel i forbindelse med jobbet.
Vi ønsker, at medarbejderstaben afspejler det omgivende samfund, og vi opfordrer derfor alle interesserede uanset køn, kulturel og etnisk baggrund til at søge stillingen.
Beierholm Vordingborg søger revisorer
Beierholm, Vordingborg, 100
Erfaren VVS- og ventilationsingeniør til projektering og rådgivning
Artelia Group, Vordingborg, Vordingborg