Vi søger vores nye kollega til børneteamet, som er uddannet socialrådgiver.
Du vil blive en del af et arbejdsmiljø, hvor et helhedsorienteret mindset og inddragelse af borgerne, samarbejdspartnere, netværk og civilsamfund er en helt naturlig del af arbejdet.
Om jobbet:
Du vil blive en del af vores Familieafdeling med et højt fagligt niveau, hvor vi tager fælles ansvar og spiller hinanden gode. Som rådgiver i Familieafdelingen vil du opleve, at du har mulighed for tæt samarbejde og sparring med dine kollegaer, faglig konsulent og ledelse. Vi deltager ofte to rådgivere på store netværksmøder, hvilket blandt andet giver mulighed for at være mere nærværende i mødet med børn, unge og familier. I dagligdagen og ved sagssparring med faglig konsulent, teamleder og øvrig ledelse, vil du opleve, at der er fokus på fælles ansvar og at finde den mest meningsfulde støtte for de børn, unge og familier, som vi er her for at hjælpe.
Dine primære arbejdsopgaver i Børneteamet vil være:-
Generel sagsbehandling – herunder mødeafholdelse, rådgivning og vejledning
-
Håndtering af underretninger
-
Akutte opgaver
-
Iværksætte dag- og døgnforanstaltninger, samt følge op på disse
-
Inddragelse af barnet, herunder samtaler med børn
-
Iværksætte forebyggende foranstaltninger samt følge op på disse
-
Udarbejdelse af Afdækninger, Børnefaglige undersøgelser og Barnets Plan
Vi har fokus på et godt og tæt samarbejde med barnet/den unge, forældrene, netværket og vores samarbejdspartnere. I Familieafdelingen arbejder vi helhedsorienteret og dialogbaseret i sagsbehandlingen, hvor fokus er øget inddragelse af såvel privat som professionelt netværk, og hvor familien, barnet og den unge er medspillere gennem inddragende netværksmøder. Det er en fordel, hvis du har erfaring med netværksinddragelse.
I børneteamet bliver du en del af et større fagligt fællesskab med over 30 rådgivere (opdelt i 2 teams), faglige konsulenter og 2 teamledere. Børneteamets målgruppe er fra det ufødte barn til og med det 14. år.
Lidt om afdelingen:
Familieafdelingen hører under Familie og Forebyggelse der ligeledes omfatter Sundhedsplejen, Børn og Familiecenteret, De åbne rådgivninger, Familieplejen samt døgninstitutionerne Bifrost, Børn og Ungecenter Vejlefjord samt Fårupgaard.
Familieafdelingen består af et Børneteam med 2 teamledere og 2 faglige konsulenter, Børn med funktionsnedsættelse i alderen 0-14 år med 1 teamleder og 1 faglig konsulent, Ungeteamet med 1 teamleder og 1 faglig konsulent samt Modtagelsen og Administrationen med 1 Teamleder og 1 faglig konsulent. Herudover er der tilknyttet tværfaglig konsulent og ledelseskonsulent.
Vi er en stor afdeling med ca. 100 ansatte.
Og ikke mindst - Hvad kan vi tilbyde dig:
-
Et meningsfyldt job i en ambitiøs afdeling med fagligt dygtige kollegaer, som brænder for deres arbejde
-
En omskiftelig hverdag med fart på, og hvor vi trives med at dagene aldrig er ens
-
Et godt arbejdsmiljø hvor kollegaer er gode til at være der for hinanden, der er fokus på det gode fællesskab i teams og på tværs af afdelingen
-
En ledelse, som lytter, tager ansvar og sætter handling bag ord, samt er villig til at prøve nye tiltag af og tænke ud af boksen
-
En arbejdsplads, der tør gå nye veje, tænke kreativt og hele tiden ønsker at udvikle sig – samt har fokus på medarbejderinddragelse
-
Mulighed for hjemmearbejde, når den daglige drift tillader det
-
Intro og mulighed for sparring ved faglig konsulent. Vi sikrer, at du får den bedst mulige introduktion til arbejdet og afdelingen herunder sidemandsoplæring
-
Kompetenceudviklingsmoduler, hvor du som ny introduceres til, hvordan vi arbejder i Familieafdelingen
-
Introduktion til samt besøg hos relevante samarbejdspartnere
-
Supervision
Vi forventer af dig:
-
At du er uddannet socialrådgiver eller socialformidler – erfaring fra børne- og ungeområdet vægtes højt
-
At du ser vigtigheden i, og formår at arbejde tæt sammen med familiernes private og professionelle netværk
-
At du er faglig og skriftlig stærk – og både kan arbejde selvstændigt og sammen med andre
-
At du betragter faglighed, dokumentation, opfølgning, struktur og overblik som en naturlig del af dit arbejde – og har fokus på sagsflow
-
At du kan håndtere, at der altid vil være arbejdsopgaver, som skal varetages
-
At du kan bevare overblikket og prioritere opgaverne i en travl hverdag med komplekse opgaver
-
At du trives i en uforudsigelig hverdag med akutte opgaver
-
At du har en anerkendende tilgang – og samtidig trives i rollen som myndighedsrådgiver
-
At du formår at mentalisere og er interesseret i at blive bedre til dette
-
At du har lyst til at indgå i og bidrage til et godt arbejdsmiljø
-
Erfaring i DUBU er en fordel, men ikke et krav
-
At du har kørekort, da der ofte forekommer møder ud af huset
Ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer med start hurtigst muligt og senest 1.juni 2025
Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og principperne i Lokal Løndannelse.
Der udbetales et fast fleksibilitetstillæg ift. arbejdstider, da der kan forekomme arbejde uden for almindelig kontortid – dette som oftest planlagt.
Ansøgningsfrist
Vi skal have din ansøgning med referencer og dokumentation for uddannelse inkl.
karakterblad senest den 21. april 2025. Samtaler forventes afholdt den 24. april 2025.
Har du lyst til at vide mere?
Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte teamleder Mette Skytte på tlf: 23 99 99 48
Profilanalyse
Vi benytter personprofilanalyse og eventuelt cases i forbindelse med ansættelsen.
Attester
Vi indhenter børneattest og offentlig straffeattest med samtykke.