Er du en digital samurai, der kan forudse og analysere fjendens kapacitet og næste træk? Har du en passion for at afværge cybertrusler og beskytte følsomme oplysninger? Og er du samtidig lidt af en ’Q’, der kan skabe sikre og hemmelige tekniske løsninger for vores folk i marken? Så er du måske den profil, vi leder efter.
PET HUMINT, sektion for Operationssikkerhed, søger en dygtig og erfaren teknisk og digital ekspert med fokus på operationssikkerhed inden for HUMINT. Du vil varetage en vital rolle i at beskytte og assistere HUMINT’s medarbejdere i deres arbejde med bl.a. menneskelige kilder og sensitive efterretninger.
Bliv en del af arbejdet med at levere rådgivning og løsninger omkring operative data og sikker kommunikation
Som operativ teknisk og digital ekspert vil du spille en afgørende rolle i at støtte vores HUMINT-operationer ved at levere tekniske analyser, vurderinger og løsninger, som kan anvendes både defensivt og offensivt. Du vil arbejde tæt sammen med eksperter i operationssikkerhed og med kildeførere og andre operatører. Din viden og dine løsninger er med til at sikre en succesfuld og sikker operativ indsats.
HUMINT er en del af PET’s indhentningsafdeling, og afdelingen bidrager med afgørende informationer i en operativ kontekst. At være ansat i HUMINT er både spændende og udfordrende, og vi har et dynamisk og til tider hektisk arbejdsmiljø. Det er et arbejde, som foregår i skyggerne. Men det er også et job med et højere formål. Selvom vi går stille med dørene, er vi stolte af at have det store ansvar og arbejde i den gode sags tjeneste.
Vi søger en dygtig og kreativ operativ teknisk og digital ekspert, som vil få ansvar for følgende områder:
1. Analyse og vurdering: Identificere og analysere potentielle trusler mod HUMINT-operationer fra digitale angreb, spionage og andre former for afdækning.
2. Risikostyring: Udvikle og implementere strategier til at mindske risikoen for kompromitterede operationer.
3. Teknisk ekspertise: Sikre at systemer og digitale platforme, der anvendes i HUMINT-arbejdet, er robuste og sikrede.
4. Vejledning og træning: Uddanne og vejlede kolleger i ”best practice” for digital sikkerhed.
5. Samarbejde: Arbejde tæt sammen med andre afdelinger og eksterne partnere for at koordinere og sikre bedst mulig viden og beslutningsgrundlag.
Vi tilbyder dig en unik mulighed for at bidrage til national sikkerhed og anvende dine tekniske og digitale kompetencer i en spændende og meningsfuld stilling, som du også selv får indflydelse på at forme. Derudover får du et professionelt og stimulerende arbejdsmiljø med mulighed for personlig udvikling.
Du skal være opmærksom på, at et arbejde i HUMINT indebærer et krav om, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes. Herudover vil vi også gøre dig opmærksom på, at et arbejde hos os fordrer diskretion og hemmeligholdelse.
Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag
Som operativ teknisk og digital ekspert i PET bliver du en del af en hverdag, der er præget af opgaver, som ikke findes andre steder, og hver dag byder på nye udfordringer, som ikke fandtes i går. Vi er vidt forskellige, og derfor kan vi gøre en forskel. Det handler om den, du er, og det, du bidrager med.
Selvom vores arbejde er præget af alvoren i det højere formål, er tonen uformel, og du vil opleve et unikt sammenhold på tværs af afdelinger og fagområder. Vi har en hverdag, der aldrig bliver hverdag, og det kan du også få.
Du kommer med en faglighed inden for IT, tele, data og det digitale domæne og kan arbejde i et lukket miljø
Du skal have en god arbejdsmoral, have fokus på detaljerne og være god til at prioritere dine opgaver. Du skal også kunne arbejde som en del af et team, der til tider vil være under pres - både tids- og konsekvensmæssigt. Alt sammen mens du er professionel, i ro og med den størst mulige diskretion.
Derudover forventer vi, at du:
• Har en relevant baggrund indenfor programmering, appudvikling, hacking, OSINT, SIGINT, kommunikationshardware eller lignende. Det er ikke så vigtigt, hvilket specifikt speciale du har, men mere, at du også mestrer og interesserer dig for områderne og selvstændigt kan opsøge relevant viden.
• Har en solid forståelse af det digitale trusselslandskab og kan gennemskue, hvordan en bestemt kæde af CVE’er kan kompromittere et IT-system.
• Har en stærk IT- og cybersikkerhedskompetence, hvor du har forståelse for kryptering, anonymisering og netværkssikkerhed.
• Har erfaring med sikker kommunikation, herunder kendskab til sikre messaging-platforme, VPN, Tor, Zero Trust-arkitektur, headscale o.l.
• Har erfaring med implementering og opsætning af sikkerhedsforanstaltninger på relevante IT-systemer. Dette kan være alt fra at opsætte en smartphone sikkerhedsmæssigt forsvarligt til opsætning af et sikret netværk vha. headscale.
• Er komfortabel med at arbejde i *nix og har erfaring med simpel programmering, f.eks. Python, bash, powershell eller andre relevante sprog.
• Har en god evne til at analysere komplekse tekniske problemstillinger og udvikle effektive løsninger.
• Har udmærkede kommunikations- og præsentationsevner og kan forklare tekniske problemstillinger klart og forståeligt for ikke-tekniske personer både skriftligt og mundtligt og på både dansk og engelsk.
• Kan udarbejde skriftlige rapporter og analyser
Uddannelsesbaggrund er ikke så væsentlig. Selvfølgelig sætter vi pris på en specialiseret og muligvis videregående uddannelse, men vi ved også godt, at den autodidakte kan være den bedste. Er du ikke uddannet, betyder det bare, at du skal bruge lidt mere skrift på at fortælle os, hvad du kan.
Det er en fordel, hvis du har arbejdet med efterretninger eller klandestin sikkerhed før.
I PET vægter vi desuden visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os, at vi finder det rette match. Du kan læse om kompetencerne her www.pet.dk/job.
Hvordan søger du?
For at komme i betragtning skal du udfylde ansøgningsskemaet. Du skal ikke medsende andre bilag. Du skal ikke søge via vores rekrutteringssystem.
Det udfyldte og udprintede skema og skal du sende som almindelig brevpost til Politiets Efterretningstjeneste:
Rigspolitiet, PET
Att.: HR Rekruttering
Klausdalsbrovej 1
2860 Søborg
Anfør ikke afsendernavn og adresse udenpå konvolutten.
Når vi har modtaget din ansøgning, går der lidt tid, før du hører fra os. Vi leder efter et match mellem dig og os. Og vi er grundige. For det skal være et arbejde, der giver dig ligeså meget, som du giver os. Vi inviterer dig måske til en kop kaffe til at starte med. En slags spion-date. Og så ser vi begge, om vi skal ses igen.
I forløbet skal du være forberedt på, at vi vil udsætte dig for en del tests.
Det er vigtigt, at du ikke fortæller nogen om, at du søger. At du er diskret. Vi lover også, at vi vil passe godt på og varetage din identitet og ansøgning. Der er fjendtligsindede aktører og stater, der gerne vil vide, hvem, der arbejder i PET, og især, hvem, der arbejder med det mest sensitive.
Undlad at kontakte os per telefon eller elektronisk for at høre nærmere om stillingen. Hvis der er den mindste risiko for, at uvedkommende ved, at du søger, vil vi muligvis ikke kunne ansætte dig.
Ansættelsesforhold
Ansættelsesstart pr. 1. august 2025
Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information.
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.
Er du politiuddannet lønindplaceres du som pb/pa eller konsulent/specialkonsulent efter klassificeringsaftalen og eventuelle lokallønstillæg lukkes efter gældende regler. Du bliver stationeret i Rigspolitiet i en ”indtil-videre”-stilling i PET.
Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station, hvor både S-tog og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver.
Yderligere information
Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på www.pet.dk/job, hvor du bl.a. kan læse et medarbejderportræt af en kildefører, der arbejder i PET. Du kan også lytte til vores podcastserie ’Tjenesten og truslerne’.
Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.
Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.
Start ansøgning
Ansøgningsfrist:
05.05.2025
Ansøgningsfrist:
05.05.2025
Arbejdsgiver:
Politiets Efterretningstjeneste
Jobsted (langt):
Søborg
Deltid / fuldtid:
Fuldtid
Operativ teknisk og digital ekspert til PET's HUMINT-afdeling
Politiets Efterretningstjeneste, Søborg,
Operativ teknisk og digital ekspert til PET's HUMINT-afdeling
Politi, Søborg, 29